img_1875 img_1909 img_1937

Hvis du fremover kommer forbi Restaurant Els og ser en ung lyshåret tjener, så er det vores nye restaurantchef, Anastasia.

Anastasia, er et de talenter, man ikke ser hver dag på den danske restaurantscene. Anastasia er kun 20 år gammel, men har allerede et kendskab til vin, der kan gøre de fleste mennesker misundelige. I en alder af blot 18 år blev hun uddannet sommelier fra Vinakademiet i København. Dette gjorde hende til en af de yngste sommelier i Danmark nogensinde.

Anastasias passion for vin begyndte i de tidlige teenageår. Siden 15-års alderen har hun været på adskillige vinrejser til flere af de store franske områder: Alsace, Loire, Champagne, Bourgogne og Rhone (ja, hun har en forkærlighed for fransk vin). Senest har hun dette efterår været forbi Domaine Brusset i Rhone, hvor hun var med til at høste samt deltog i produktionen.

Anastasia er kort sagt et scoop for Restaurant Els. Hun planlægger, at vin fremover skal være mere i centrum på restauranten. Dette skal den bl.a. blive gennem vinsmagningsarrangementer. Derudover vil hun skabe større opmærksomhed om det imponerende vinkort, som Restaurant Els besidder.

”Els har et Københavns største vinkort, og det er der flere mennesker, der skal vide,” siger Anastasia, der også glæder sig til at byde gæster velkommen i restauranten.

Vi er utrolig stolte af at have Anastasia som ny kaptajn for Restaurant Els. Hendes udstråling, viden og passion smitter af på både personale og gæster. Vi håber, du har lyst til at komme forbi og prøve hendes vinanbefalinger.